I mit erhvervspsykologiske arbejde møder jeg mange ledere, der kæmper med en oplevelse af ikke rigtigt at være herre over egne handlinger. Det er en oplevelse af at befinde sig i nogle systemer, strukturer og relationer, som gør det svært at sætte sin vilje igennem og øve den indflydelse i sit arbejde, som man ønsker. For nylig udtrykte en leder det som at løbe rundt i hjul, hvis tempo og retning, man oplever at have meget lille indflydelse på. Det er en oplevelse af meningsløshed, ligegyldighed, desillusion eller magtesløshed; oplevelser som for nogle mennesker kommer til at sætte dybe spor i form af mistrivsel og sygemelding.
Denne meningsløshed og magtesløshed kan lede til en vis modløshed: Hvordan skal man finde energien til at klø på? Det kan være på det tidspunkt af året, hvor sommerferien er ved at rinde ud, at man kan blive ramt af trætheden ved udsigten til at trampe videre i pedalerne frem til omkring 70års alderen, hvor man så endelig kan trække sig tilbage. Her presser vigtige spørgsmål sig på: Er der en vej ud af denne – nogle gange – ensomme og noget udmattende færden? Eller er det blot et vilkår at fortsætte til trods for, at det hele kan føles noget slidsomt, og at man lidt for sjældent er i kontakt med glæden, meningen, friheden?
Selvom de fleste af os har for vane at svare i positive og optimistiske vendinger, når spørgsmålet ”hvordan går det?” lyder, så vil mange (inklusiv mig selv) genkende noget i ovenstående beskrivelse; måske ikke som en permanent tilstand, men dog som tanker eller følelser, der af og til kan trænge sig på. Derfor er det skønt, når et klogt menneske sætter sig ned og laver en teori om fænomenet. Det gjorde sociologen Rahel Jaeggi for nogle år tilbage med sin bog fremmedgørelse[i]. Denne bog tilbyder både en sociologisk analyse af problemstillingen, og også nogle mulige veje til et liv præget af større oplevelse af meningsfuldhed og frihed. I det følgende vil jeg introducere til Jaeggis perspektiv, om end det er umuligt at yde det retfærdighed i dette format.
Vores tids sociale patologier
Ifølge Jaeggi lever vi i en tid, hvor måderne vi har indrettet vores samfund, vores institutioner, vores organisationer og vores liv på, leder til noget, hun kalder ’sociale patologier’. Med ’sociale patologier’ mener hun ’sygdomme’ der opstår i og mellem mennesker, som resultat af, hvordan vi indretter os, og hun beskæftiger sig med patologier såsom meningsløshed, desillusion, tab af frihed og magtesløshed. Disse sammenfatter hun under begrebet fremmedgørelse (eng: alienation)[ii]. Jaeggi forstår fremmedgørelse således at vores relationer til verden er blevet relationsløse. Når man oplever meningsløshed, ligegyldighed, magtesløshed eller tab af frihed, så handler det altså ikke om et fravær af relationer til andre, men derimod om, at de relationer, man har til verden og til andre er relationsløse; de er forstyrrede eller forvrængede.
Fremmedgørelse handler for Jaeggi ikke om, at vi er blevet fremmede fra ’vores sande natur’. Jaeggi er langt mere relationelt orienteret, og hendes analyse fokuserer på vores relationer til vores omverden. Fremmedgørelse handler om en manglende evne til- eller mulighed for at gøre verden hjemlig; at gøre verden til sin egen. Det er oplevelsen af, at livet og måske arbejdet kører afsted med én uden at man rigtigt oplever, at man kan sætte sin vilje igennem, at man kan øve indflydelse; at man kan tilegne sig sin situation og handle på meningsfulde måder. Fremmedgørelse er oplevelsen af ikke at være herre i eget hus; at alle mulige faktorer, strukturer, logikker og mennesker rundt omkring én definerer og indskrænker det rum, man har til at realisere det liv og de beslutninger, som forekommer meningsfulde, og som bidrager til en oplevelse af frihed til at kunne realisere ambitioner.
Fremmedgørelse hos ledere
Fra mit erhvervspsykologiske arbejde, vækker Jaeggis pointer resonans eksempelvis fra samtaler med direktører og chefer i offentlige virksomheder, der i stigende grad oplever, at politiske processer foregår i et tempo, der gør det svært at skabe et solidt fagligt grundlag under beslutninger, hvormed politik risikerer at fejle i at skabe langtidsholdbare løsninger[iii]; noget der kan give næring til oplevelsen af, at det ikke er anstrengelserne værd; at tilværelsen er absurd, som mange eksistentialister peger på. Et andet eksempel – som måske er ret tidstypisk – er ledere, der oplever sig fremmedgjorte i det horisontale eller tværorganisatoriske samarbejde, hvor man på tværs af grænser skal finde fælles fodfæste for at løse problemer. Rigtigt mange ledere oplever at løbe panden mod en mur i dette arbejde, hvor det kan være svært at etablere arenaer, hvor man kan mødes i undersøgende og beslutningsdygtig samtale i en kontekst præget af konkurrerende dagsordener, modsatrettede hensyn og divergerende faglige ståsteder. Møde efter møde forsøger man at skabe løsninger, men alt for ofte tager man fra disse møder med en følelse af opgivenhed eller uforløsthed. Det, Jaeggi taler om som ’relationsløse relationer’ kan manifestere sig, når man oplever, at man ikke rigtigt kommer nogen vegne i samarbejdet; at man hver især kan spotte nogle problemstillinger og muligheder, men at man ikke kan finde en vej ind i samtalen og samarbejdet, hvor dette kan blive undersøgt og drøftet, fordi relationen føles for tynd til at kunne bære en sådan samtale. Når relationer bliver for tynde eller for usikre til, at man kan vove at udtrykke sit perspektiv, sine oplevelser, sin vilje, da kompromitteres muligheden for frihed og mening; det bliver svært at udrette noget, som man kan føle glæde eller stolthed over, og det kan sætte sig som oplevelsen af tab af frihed og som meningsløshed.
Overvindelse af fremmedgørelse
I Jaeggis perspektiv er det vigtigt at reflektere over oplevelser af fremmedgørelse, for det er netop sådanne oplevelser, der kan få negative indvirkninger på muligheden for en vellykket, sund og integreret livsførelse. Overvindelse af fremmedgørelse involverer ifølge Jaeggi to elementer: 1) selvbestemmelse og 2) selvrealisering.
Selvbestemmelse
Selvbestemmelse (eng: self-determination) er oplevelsen af at kunne føre et liv, hvor man klør på med projekter, man selv vælger, og som man gør til sine egne ved, at man følelsesmæssigt identificerer sig med dem og engagerer sig i dem. Det handler altså om at kunne mærke, at der er noget, som er betydningsfuldt i forbindelse med bestemte aktiviteter.
At opnå selvbestemmelse involverer, at man kommer i et refleksivt forhold til sine ønsker og beslutninger, og ikke blot ureflekteret driver afsted med det, der træder frem som det næste oplagte skridt. Her bliver en bestemt sondring vigtig, nemlig en sondring mellem aktiviteter, der har en iboende værdi versus aktiviteter, der har en instrumentel værdi. Jaeggi trækker her på pointer fra Friedrich Kambartel, der skriver følgende:
We realize ourselves in actions that we do for their own sake, on the basis of “our own” decision, namely, on the basis of a decision we insightfully make in relation to our life. [iv]
Jaeggi trækker på denne sondring, fordi hun ønsker at gøre en bestemt pointe tydelig: En bærende kilde til fremmedgørelse er vores ukritiske accept af den fremherskende instrumentelle logik, hvor vi kommer til at beskæftige os for meget med aktiviteter, der alene tjener som middel til et andet mål. Projekter der udføres, for at få bestemte linjer på CVet; artikler der skrives for at øge længden på publikationslisten, overarbejde der udføres for at betale af på realkreditlånet.
Et udpræget eksempel på dette kan være den – nogle gange ureflekterede – stræben efter at træde op og op og op ad karrierestigen, kun for at erfare, at de aktiviteter, som dette trin medfører, ikke rummer en oplevelse af øget meningsfuldhed eller frihed – måske snarere tværtimod. Skolelederen der bliver forfremmet til skolechef, og umiddelbart glæder sig over udsigten flere lønkroner, øget status, prestige og muligheden for at præge skoleområdet i den givne kommune erfarer måske, at kalenderen lynhurtigt er fyldt til bristepunktet med møder, der ikke nødvendigvis efterlader hende med en oplevelse af at kunne identificere sig med de givne aktiviteter eller et givet projekt, hvor hun kan føle mening. For nogle mennesker, vil dette job lede til et liv med mening og frihed, mens det for andre mennesker vil efterlade én med oplevelsen af ikke at være herre over egne handlinger, fordi alle mulige strukturer, processer, logikker og mennesker efterlader én med en følelse af ikke at kunne tilegne sig sin situation og føre sin vilje ud i livet. For nogle mennesker vil det måske være langt mere meningsfyldt at være skoleleder, hvor man kan opleve mening og frihed i den daglige kontakt til lærere, elever og forældre. Det afgørende for Jaeggi er selvbestemmelsen, der involverer det reflekterede valg, med fokus på følelsesmæssig identifikation i forhold til de givne aktiviteter eller projekter, som en rolle indeholder.
Selvrealisering
Selvrealisering handler for Jeaggi om at tilegne sig verden gennem handling. Her er altså tale om et ganske andet begreb om selvrealisering end det, man finder eksempelvis i den humanistisk psykologi, hvor selvrealisering handler om at udfolde egne indre potentialer. Denne individualiserede tilgang forstår Jaeggi som et eksempel på den selvcentrering og narcissisme, der præger vores kultur, hvor det bliver legitimt, og næsten forventeligt, at man tager det på sig at realisere sig selv – måske endda på bekostning af andres behov. Jaeggis forståelse af mennesket er relationelt, og for hende handler selvrealisering derfor ikke om at realisere noget i sig selv som en indre vækst eller udvikling, men snarere om at realisere sig selv gennem det man gør i samspil med andre i en given sammenhæng. At realisere sig selv handler for Jaeggi om at føre handlinger relateret til betydningsfulde aktiviteter ud i livet. Hun skriver sådan her:
One does not realize oneself; one realizes oneself in what one does. We realize ourselves insofar as, through this externalization, we emerge out of the “night of possibility” into the day of reality. [v]
Inspirationen til at forstå selvrealiseringen som en bevægelse, hvor vi eksternaliserer os selv ikke i nattens mulighed, men i dagens virkelighed, henter Jaeggi hos filosoffen George Wilhelm Friedrich Hegel. Hegel beskæftigede sig med, hvordan selvet eller identitet skabes i dialektisk samspil med verden. Med denne inspiration afviser Jaeggi den eller meget populære idé om, at man bedst kan ’finde sig selv’ eller ’realisere sig selv’ ved at vende sig indad og blive meget klog på sig selv ved at finde frem til sit inderste jeg. Dette skyldes, at indadvendte refleksionsprocesser har det med at maskere de ganske konkrete praktiske spørgsmål, som man som menneske støder ind i, og som rummer mulighed for handling. Indadvendte refleksionsprocesser kan komme til at foregå så meget på meta, at de helt oplagte muligheder for at eksternalisere os selv i hverdagens mulighed svinder af syne som relevante aktiviteter, hvorigennem vi kan opleve mening og frihed. Ifølge Hegel kan man som menneske ikke vide, hvad man er, før man har gjort sig selv virkelig gennem handling. Og dermed bliver selvet eller identitet for Jaeggi en tilegnelsesproces (eng: a process of appropriation), hvor vi fortløbende bliver til i samspil med verden, når vi eksternaliserer os i verden gennem aktiv handling på hverdagsbasis.
At handle sig til bånd af frihed og mening
Frihed og mening bliver mulige kvaliteter i vores liv, når vi formår at udvikle et refleksivt forhold til, hvad der har iboende værdi for os, når vi kan skimte dette i ganske praktiske situationer i hverdagen, og når denne refleksivitet leder til aktiv handling sammen med andre. Oplever man magtesløshed, meningstab eller desillusion, bør man ifølge Jaeggi vende sig ud mod verden. Vejen til frihed og mening findes i en ændring af måderne, man relaterer sig til verden og andre mennesker på. At være involveret i verden er at være vævet ind i et netværk af sociale betydninger, som vi handler inden for. Hermed placerer Jaeggi sig også tæt på Hegel, når det kommer til forståelsen af frihed. Her er frihed ikke at vride sig fri af (institutionelle, organisatoriske eller relationelle) bånd, men snarere at handle ind i verden på en måde, der kan lede til rekonstruktion af disse bånd, hvorigennem de bliver bærere af fornyet mening og betydning. Fremmedgørelsens problem kan kun løses gennem rekonstruktion af relationen til den sociale verden. Overvindelsen af meningstab, magtesløshed og desillusion kræver, at vi vover at handle ind i samarbejdsrelationer på måder, der kan styrke vores bånd.
I ledelse kræver dette et mod til at stå ved, hvad der betyder noget for én, hvilke aktiviteter, der har en iboende værdi, og det kræver en evne til at gøre disse aktiviteter nærværende og vedkommende for andre, så det bliver muligt at tage handling sammen i en ånd af gensidig vilje om at realisere givne værdier. Og lige så vigtigt som det er at kunne opleve selvbestemmelse og selvrealisering i eget ledelsesliv, lige så vigtigt bliver det for ledere at overveje, hvorvidt de rammer man skaber for sine medarbejdere muliggør selvbestemmelse og selvrealisering. Dette er en særlig tricky størrelse i disse år hvor en ungegeneration stiller krav om fleksibilitet og individuel udfoldelse alt imens Hegel og Jaeggi peger på, at frihed og mening ligger i fællesskabet, når man ved at handle sammen med andre realiserer væsentlige værdier. Netop dette er også Jaeggis afsluttende fokus i bogen: Konstituering af institutioner og organisationer, der kan muliggøre frihed. Hun afslutter bogen med følgende spørgsmål, som alle os der arbejder med ledelse med fordel kan tænke over:
Hvordan kan institutioner konstitueres på måder, hvor de mennesker, der befolker dem, kan forstå sig selv som (med)forfattere til dem og identificere sig med dem som aktører?
[i] Jaeggi, R. (2014). Alienation. Columbia University Press
[ii] Det er Jaeggis teori om fremmedgørelse, som den verdensberømte sociolog, Hartmut Rosa trækker på i sin teori om resonans, som har vundet stor indflydelse de senere år
[iii] En pointe, som Sigge Winther Nielsen fremfører overbevisende i sin bog Entreprenørstaten
[iv] Jaeggi, 2014 s. 206
[v] Jaeggi, 2014 s. 206