Når læger afgiver lægeløftet, så handler er det et løfte om at anvende kundskaber med flid og omhu til samfundets og medmenneskers gavn. Lægerne giver ikke løfter om hverken evigt liv eller helbredelse. Løftet handler om at vide, hvad man har med at gøre, og at bruge den viden på anstændige og moralske måder. Sammenligner man med, hvad et menneske forpligter sig på, når man træder ind i ledelse, så er ledelsesløftet langt mere forpligtende. Af ledere forventer vi, at de tager ansvar for helbredelse, ikke blot for behandlingen (Kreiner, 2015).
Lad os se et eksempel på, hvad ledere giver løfter om, og hvordan det kan gå.
Ventetider og genindlæggelser
I sygehusverdenen oplevede man for nogle år tilbage følgende situation: Der havde gennem længere tid været kritik af den ventetid, man må acceptere som patient i det danske sundhedsvæsen. Dette reagerede man på politisk ved at opstille nogle mere ambitiøse mål for nedbringelse af ventetider. Der skulle være kortere fra diagnose til behandling. Når en sådan politisk beslutning træffes går hospitalsledelsen selvsagt i gang med at finde ud af, hvordan dette mål kan indfries. Fra øverste led til nederste led i det organisatoriske hierarki bliver dette politiske mål omsat til mere konkrete og operationelle mål og handlingsplaner, som implementeres på hospitalet. Uagtet at man allerede naturligvis har gjort hvad man kan for at mindske ventetiden, ved man, at der nu skal gøres en kraftigere indsats, for politisk bestemte mål skal nås; ellers får det destabiliserende konsekvenser.
På det givne hospital, som denne historie drejer sig om skete der det, at man nåede målet om at reducere ventetiden. Det skaber selvsagt tilfredshed og troværdighed på ledelsesgangene, at resultaterne indtræffer. Man kunne dog med få ugers forsinkelse konstatere, at alt imens tallet for ventetider var gået ned, da var et andet tal gået op: nemlig antallet af genindlæggelser.
Det politiske mål om at reducere ventetiden manifesterede sig på den enkelte hospitalsstue som en praksis, hvor man nødvendigvis for at leve op til målet måtte udskrive patienter, før de var raske, hvilket betød flere genindlæggelser.
Betragter man situationen fra patienten eller fra medarbejderens perspektiv, dukker flertydighederne og skyggesiderne op. Fra et patientperspektiv er der i det store hele sket et kvalitetstab: De fleste patienter vil sandsynligvis hellere vente længere på behandling frem for at skulle genindlægges. Måske har patienten selv oplevet en tvivl om, hvorvidt man blev udskrevet for hurtigt, og måske påvirker dette patientens tillid til de læger og sygeplejersker, som tager imod patienten ved genindlæggelsen.
Fra et medarbejderperspektiv oplever man måske et fagligt integritetstab. Grundet de nye mål om nedbringelse af ventetider opfordres man fra nærmeste leder til at udskrive patienter tidligere, end man i et fagligt perspektiv vil anbefale- og kan stå på mål for.
Ledelse: at give løfter om resultater under ufuldkomne vilkår
Denne lille historie illustrerer rigtigt fint, hvad det er for løfter, man forventes at give som leder – uanset om man er folkevalgt eller ansat: Man forventes at skabe resultater i vilkår, som er ufuldkomne, komplekse og usikre. Lykkes man som leder ikke med at skabe de resultater, som er stillet i udsigt, så betragtes det som et ledelsesmæssigt svigt. Ledere kan bruge meget tid på at gøre vilkårene bedre, og når det så alligevel ikke lykkes, så bliver konklusionen, at der er tale om fejlslagen ledelse.
Kristian Kreiner, som skriver begavet og indsigtsfuldt om dette i sin lille kloge bog: Ledelse og troværdigheder (2015), skriver sådan her:
Mange vil skrive under på, at vi står med en politisk ledelseskrise i det moderne samfund. For de fleste består krisen i, at den politiske ledelse ikke har løsningen på samfundets mange problemer. Men for mig består krisen i, at vi fortsat forventer af de politiske ledere, at de leverer løsninger, som det ikke står i deres magt at levere. Det er grundlæggende set et demokratiske problem, at diskursen om ledelse forpligter os alle på en virkelighedsforståelse, som er simpel og mekanistisk, selvom enhver sund fornuft ville tilsige os at tage bestik af en langt mere kompleks og dynamisk verden (Kreiner, 2015:74).
Ræve og pindsvin
At det er svært, for ikke at sige umuligt, at forudsige og kontrollere fremtiden, det ved de fleste. Spørgsmålet er imidlertid, hvad man stiller op, når man forventes at tage ansvar for resultater i en ufuldkommen og uforudsigelig virkelighed. Kreiner (2015) trækker på professor i politisk psykologi Philip Tetlock’s studier i eksperters evner til at frembringer forudsigelser med præcision. Tetlock skelner mellem to tilgange, repræsenteret ved ræve og pindsvin.[1] Ræve trækker på en bred variation af erfaringer, og udgangspunktet er, at verden ikke kan reduceres til én idé. Pindsvin på den anden side – betragter verden gennem én definerende idé.
Tetlock’s studier peger på, at alt imens ræve klarer sig rigtigt godt, når det kommer til kvaliteten af forudsigelser og vurderinger, så klarer pindsvinene sig langt bedre, når det kommer til at høste anerkendelse i offentligheden. Hvor rævene er i god kontakt med begrænsningerne og manglerne i deres viden, da skaber pindsvin overskrifter; deres selvsikkerhed tiltrækker sig opmærksomhed.
Kreiner afslutter sine refleksioner med en opfordring til at anlægge sig rævens tilgang. Det er rævens realistiske tilgang til sin egen viden og kontrol, der burde gives en større opmærksomhed i den ledelsesmæssige diskurs (Kreiner, 2015:79).
Det er imidlertid ikke altid let at stille sig på sidelinjen af den officielle og magtfulde diskurs. Det kræver mod og integritet, og det giver mindre synlighed. Rævens skæbne er, at man som oftest er i tvivl om, hvorvidt man har fundet løsningerne. Velsignelsen er imidlertid en mulighed for hele tiden at opnå en øget indsigt omkring problemerne og omkring virkeligheden.
Litteratur:
Kreiner, K. (2015) Ledelse og Troværdighed. Gyldendal Business
[1] Sondringen mellem ræve og pindsvin fandtes første gang hos den oldgræske digter, Archilochus, og blev siden elaboreret over af den politiske filosof Isaiah Berlin, der reflekterer over en sondring mellem monister og pluralister.